Snyd
Hvad er snyd?
Der stilles mange krav til studerende på en gymnasial uddannelse. Det er muligvis en af grundene til at snyd med skriftligt arbejde er blevet et voksende problem over den seneste årrække, overalt på uddannelsesinstitutionerne - også på de videregående. I det lys har Ministeriet for Børn & Undervisning (tidl. UVM nu MBU) valgt at lade alle elever og studerende ved hvert enkelt eksamen skrive under på, at de ikke snyder. Som uddannelsessted vil vi på Køge Handelsgymnasium også bekæmpe problemet med snyd og plagiering - både i dagligdagen, til terminsprøver og til eksaminer.
Hvornår er der tale om snyd?
MBU definerer snyd og plagiering således: "Der tales om plagiat, når en andens tekst er anvendt uden at lave præcise kildehenvisninger. Det gælder også, hvis eksaminanden blot har oversat den fremmede tekst til sit eget sprog. Der er tale om plagiat, når der kopieres sætninger, fraser eller ideer fra andre uden at kreditere ophavsmanden."
På Køge Handelsgymnasium råder vi vores studerende til at være omhyggelige ved opgaveskrivning: Vær fx meget præcis med at angive kilder i noter - det gælder både lån af tekster på trykte medier (fx bøger) og på digitale medier (fx internettet). Undlad desuden at bruge oversættelsesprogrammer så som Google Translate.
Det er desuden vigtigt for os at understrege, at alt skriftligt arbejde er individuelt arbejde med mindre andet er aftalt. Derfor skal studerende være forsigtige med at arbejde for tæt sammen, når det gælder skriftligt arbejde. Tekstpassager i opgaver med identisk ordlyd vil blive regnet for kopiering - og dermed blive tacklet som snyd. Det betyder også, at studerende skal være forsigtige med at udlåne deres opgaver til andre af risiko for at blive kopieret. Det er ligeledes den studerendes eget ansvar at sørge for egne opgaver ikke bliver misbrugt af andre fx i form af afskrift. I alle sager af den type vil både den egentlige ophavsmand og afskriveren begge blive mistænkt for snyd.
Ovenstående retningslinjer gælder både ved det daglige arbejde, til terminsprøver og til eksaminer.
Ved skriftlige eksaminer er det naturligvis strengt forbudt at bruge internettet ud over det tilladte gennem Eksamensportalen http://eksamen.uv.khs.dk til at løse opgavebesvarelsen. Hjælp og kommunikation med kammerater personligt, via computer eller mobiltelefoner er ligeledes forbudt. Skriftlige eksaminer er og bliver individuelt arbejde.
Ændrede vilkår
På Køge Handelsgymnasium skal de studerende fra februar 2012 selv medbringe egen computer til eksaminer. Af den grund er det umuligt for skolen at blokere de studerendes adgang til internettet. Derfor er det endnu vigtigere for os, at vores studerende bliver klar over vigtigheden af ikke at snyde - det medfører desuden straf at snyde (se afsnittet 'Håndtering af snyd ved eksamen'). På skolens Eksamensportal vil der være links til de sider på internettet, som de studerende har lov til at bruge som hjælpemidler til eksamen.
Håndtering af snyd i det daglige
Her på Køge Handelsgymnasium skal alle studerende allerede ved starten af 1. år underskrive en Tro- og love erklæring for at tilkendegive, at de kender reglerne for snyd som de er beskrevet her og i Studiehåndbogen. På erklæringen står også konsekvensen af snyd med det daglige skriftlige arbejde, som er:
- Første gang modtager den studerende en skriftlig advarsel
- Anden gang hjemsendes den studerende tre skoledage. Du vil ikke få godskrevet dit fravær
- Tredje gang bliver den studerende udmeldt fra Køge Handelsgymnasium
Håndtering af snyd ved eksamen
MBU skriver i Eksamensbekendtgørelsen, at snyder en eksaminand til eksamen, bortvises eksaminanden fra den pågældende prøve og en eventuel karakter bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøven på ny i en efterfølgende termin.
Her nedenfor har vi samlet uddrag af regler for snyd samt links til kilderne:
Eksamensbekendtgørelsen - vi henviser til § 20, stk. 1-5.
Råd og vink fra UVM vedr. eksamensbekendtgørelsen: "Der tales om plagiat, når en andens tekst er anvendt uden at lave præcise kildehenvisninger. Det gælder også, hvis eksaminanden 'blot' har 'oversat' den fremmede tekst til sit eget sprog. Der er tale om plagiat, når der kopieres sætninger, fraser eller ideer fra andre uden at kreditere ophavsmanden."
Skolens studiehåndbog for hhx (link) - Afsnit om Snyd: "Forsøger du under eksamenen at tale med andre elever eller modtage eller aflevere oplysninger af nogen art, eller forsøger du at anvende forbudte hjælpemidler, vil du blive bortvist med den konsekvens, at du ikke får din eksamen. Eksamensreglement udleveres sammen med din eksamensplan."
Det er så nemt, så nemt - og så dumt, så dumt
Vi ved godt, at internettet har gjort det meget nemt - og fristende - at snyde, men det er dumt at gøre det. Nedenfor har vi links til artikler, der behandler emnet:
"Det er så nemt, så nemt, så nemt" af Cecilie Holm og Susanne Baden/ Gymnasieskolen. Kasper fik studenterhuen på i sommer. Når han ser tilbage, snød han med hver tredje opgave i løbet af sin gymnasietid. Den eneste gang, han blev opdaget, var det uden konsekvenser. Nu er planen at læse videre på universitetet. Se
'Flere snyder til eksamen' af Johan Rasmussen/Gymnasieskolen. Smartphones og brugen af Google Translate er nogle af forklaringerne på, at flere elever i år blev taget for at snyde til studentereksamen. Ministeriet for Børn og Undervisning varsler nye eksamensformer, og det bakkes op af skolerne.