Sætte skolen i bevægelse
Nyt projekt ser dagens lys - fra august går det løs
En treenighed af læring, bevægelse og stilhed tegner et nyt projekt på udendørsarealerne på Køge Handelsskole. En bootcamp med deltagelse af studerende, elever og ansatte har kickstartet projektet, som skal til at gå ind i sin næste fase efter sommerferien.
I slutningen af april mødtes 35 mennesker fra Køge Handelsskole og Erhvervsakademi Sjælland i auditoriet på Køge Handelsskole for sammen at kickstarte et projekt, som skal give alle optimale muligheder for læring, bevægelse og stilhed. Ideen og arrangementet udsprang fra en arbejdsgruppe bestående af udviklingschef Merete Hansen, grafiker Peter Utke og kommunikation- og marketingsleder Louise Lund Schmedes.
Sammen havde de komponeret en eftermiddag, som skulle give rum for at se muligheder i at skabe interessante og inspirerende tilbud på arealerne rundt om skolen. Dagen bød på tre oplæg, som deltagerne kunne bruge som springbræt til sammen at genere ideer til, hvordan skolens udendørsrum kunne skabes, så de understøtter og styrker et godt læringsmiljø på alle de uddannelsesforløb for unge og voksne på stedet.
”Vi ønskede på dagen at undersøge og lade os inspirere af forskellige bud og konkrete erfaringer med, hvordan uddannelsesinstitutioners fysiske omgivelser og menneskets krop og hjerne spiller sammen,” fortæller Merete Hansen.
”Vi fik leveret viden af både eksperter udefra og indefra: Læringseksperter og arkitekter med konkrete erfaringer – og i vores fælles laboratorium fik elever, studerende og ansatte sammen på kryds og tværs udvekslet ideer. Vi gik ture på området for at se, hvad vi konkret skulle forholde os til og vi gik i lag med de prototyper, som Peter Utke havde fremstillet til dagen,” fortæller Merete Hansen.
”Indledningsvist fortalte Carl Koch, som er konsulent og underviser med speciale i nyeste neurovidenskab, hvordan bevægelse, hjerne og læring hænger sammen. Dernæst stillede arkitekt Solvejg Reigstad fra Gehl Architects – Urban Quality Consultants skarpt på, hvordan man kan skabe udendørsrum, der kan inspirere til møder, til stilhed og til bevægelse set gennem arkitektens briller. Til slut zoomede vi sammen ind på et konkret eksempel nemlig Rabalder Parken i Musicon ved Roskilde, hvor Bo Ejstrup, studerende, skater og projektmedarbejder i Hal 12, fortalte om sin deltagelse i udviklingen af Rabalder Parken set fra brugerperspektivet.
Hele dagen blev optaget for at dokumentere bootcampen til det videre arbejde, når projektet skal gives videre til alle, som skal inviteres ind i den videre proces,” fortæller Merete Hansen.
Et kreativt legerum
Auditoriet var på dagen omdannet til en kreativ ramme for dagens proces. Med plancher, masser af billeder, byggematerialer i form af pinde, klodser, snore og kugler, og masser af fri gulvplads til stående dialog på kryds og tværs mellem de mange deltagere. Alle deltagere fik ved starten af dagen udleveret en logbog, så alle ideer – fra snakke med naboen og egne refleksioner i forlængelse af de enkelte oplæg som blev holdt, kunne fastholdes til det fælles arbejde i den sidste del af dagen, hvor alle deltagerne blandede sig med hinanden for at genere og samle ideer.
Efterfølgende præsenterede alle grupper deres ideer for hinanden, og til slut blev der afholdt afstemning om de bedste ideer, som skal danne det første grundlag for det videre arbejde med at realisere projektet. Mange slags ideer blev født på dagen – og det spændte vidt fra udendørs amfiteater til udendørs undervisning, overdækkede hellesteder med wifi langs det eksisterende stisystem omkring skolen, trampoliner, vandfaldsvægge, multibane, små sansehaver, elevdrevne kaffe/kage saloner, skaterbane, 1 km sti til løb/gang, walk & talk, MUS samtaler og lektierepetition, labyrint med bænke refleksion og stillearbejde og udendørs fitness.
”Alle ideer og pointer fra dagen skal danne grundlag for en egentlig projektansøgning om midler til at rejse en samlet løsning, som tager sin begyndelse i august. Vi skal arbejde med såvel ansøgninger hos fonde som sponsorater. Fra august skal projektet rodfæstes på skolen, og nye deltagere indbydes i processen,” siger Merete Hansen.