Jobdag giver god inspiration
Styr på mulighederne
Torsdag den 6. november lagde Køge Handelsskole Merkantil rammerne om det tilbagevendende arrangement Jobdag for alle skolens merkantile elever. Her er der gode muligheder for at blive klar på fremtidens arbejdsplader inden for butik, handel og kontor.
Elever fra både ungdom, voksen, studenterholdet samt Stærk fra Start – i alt 350 elever – var inviteret med, da Merkantil havde arrangeret Jobdag. På dagen har eleverne mulighed for at møde medarbejdere fra ti forskellige virksomheder, der alle repræsenterer forskellige uddannelser indenfor det merkantile område – til stede var TDC, XL-Byg, Vero Moda, COOP, Køge Kommune, Energiforsyningen, Top-Toy, Region Sjælland (lægesekretærer), Sportsmaster, Riisbro Reklamegaver ApS samt HK, som stod klar til at besvare elevernes spørgsmål om løn, arbejdstider og overenskomster.
At brande sig selv
”Formålet med dagen er, at eleverne kan møde kommende arbejdsgivere og blive klogere på, hvordan det er at være elev inden for en given uddannelse og branche,” fortæller Michala Duvier, som er praktikpladskonsulent på Køge Handelsskole.
”Jobdagen er sat i verden for, at sikre eleverne kan træffe kvalificerede valg for den retning, de ønsker at gå, når de skal til at søge elevplads efter grundforløbet. På dagen kan de få afstemt egne forventninger og få indsigt hvad en kommende arbejdsplads forventer af deres elev,” fortæller Michala Duvier.
”Virksomhederne vil også fortælle lidt om, hvad de lægger vægt på i forbindelse med ansøgninger og ansættelse af elever, så vores elever bedre forstår processen omkring at søge elevplads, og hvad, der er vigtigt at skrive og gøre,” siger Michala Duvier.