Sommeren stærk fra start
Afslutning på Stærk fra Start
Sommerafslutning på Stærk fra Start betyder sjov og hygge – og et vemodigt farvel til elever, der afslutter deres uddannelsesforløb og skal videre i uddannelse eller job.
På 12. år var der afslutningsgilde på Stærk fra Start hos underviser Kenneth Guldager Hansens forældre. De ejer en gammel nedlagt grusgrav tæt ved Ejby, og stedet udgør den perfekte kulisse for sommerafslutning på Stærk fra Start. Dagen gik traditionen tro med hygge, hvor eleverne og lærerene sammen fiskede, spillede petanque og spiste frokost. Dagen blev ligeledes brugt til at sige farvel til dem, der afslutter uddannelsesforløbet med overrækkelse af eksamensbeviser. Den ellers afslappede dag fik her et højtideligt præg, idet der blev uddelt legater til elever, der har udvist dygtighed, arbejdsomhed, flid og godt venskab. Denne gang gik legaterne til Khairri Suliman, Mustaf Cabdulqaadir, Nadia Ahmadi, Jonathan Nkiti og Tannaz Davari Taghi Dizaj. Legaterne kommer fra Danske Bank, Dan Group Alarm og Holmris + Flexform samt Kenneth Guldager Hansens forældre Flemming Guldager Hansen og Anne-Lise Hansen.
Stærkt koncept
Stærk fra Start er et uddannelsestilbud for unge flygtninge og indvandrere i alderen 16-25 år, og køres af Køge Handelsskole i samarbejde med Center for Dansk og Integration og Køge Ungdomsskole. Sammen har de gennem mere end 14 år givet unge flygtninge og indvandrere, der ønsker at tage en uddannelse eller gerne vil i job, en basal grunduddannelse. Siden 2001 har Stærk fra Start boet på Køge Handelsskoles Merkantil-afdeling.
På Stærk fra Start bliver eleverne forberedt til at gå til eksamen i dansk, matematik og engelsk, for at komme videre med en ungdomsuddannelse eller komme i arbejde. Undervisningsforløbet varer fra et til tre år alt efter afhængigt af det niveau, eleven starter på.
Underviserne hjælper eleverne med at styrke deres muligheder ved at arbejde med forskellige arbejdsmetoder og studiekompetencer – samt de giver eleverne konkrete indblik i det danske samfund og traditioner. Der går for øjeblikket elever fra 11 forskellige lande. De ønsker alle at få et godt liv med de muligheder, som en uddannelse og et job giver, og det er det Stærk fra Start er sat i verden for.