Årets lokale læreplads kåret
Merkantil Student-elev motiverede sin arbejdsplads SEAS-NVE til prisen
SEAS NVE - med kontorer i Haslev - har en elev fra Køge, der er så glad for sin læreplads,
at hun i al hemmelighed nominerede den til prisen om årets læreplads. Det blev belønnet mandag eftermiddag, da prisen blev overrakt en glad og overrasket virksomhed.
Trine Fjællegaard Nielsen – bosat i Køge – er kontorelev med administration som speciale i energivirksomheden SEAS-NVE i Haslev. Hendes arbejdsplads og kollegaer fik en behagelig overraskelse, da de fandt ud af, at hun havde nomineret SEAS-NVE til årets læreplads – og at de fik prisen!
Motivering i top
Hans Severinsen – uddannelseschef på Trines grunduddannelse Merkantil HG – fremhævede i sin tale ved prisoverrækkelsen, at Trines motivering af sin arbejdsgiver var helt enorm flot: -”Indstillingen vidner i allerhøjeste grad om, at der her hos SEAS-NVE er tale om en ganske særlig virksomhed, med en fantastisk god kultur blandt personalet og nogle super rare kolleger, der har været med til at påvirke Trine for livet. Trine skriver mange flotte ord om sine kolleger og om virksomheden i det hele taget: - bl.a., at hun får mange spændende udfordringer i sit team, at hun altid bliver vist tillid, at hun får tildelt ansvar for egne opgaver. Hun kan mærke, hun får ros og anerkendelse for sin udførelse af opgaverne, og det har givet hende megen selvtillid og tro på sig selv og det lægger Trine stor vægt på. Hun fremhæver da også, at hun ikke kun føler sig som elev, men som en ligeværdig og respekteret del af teamet fra dag et,” sluttede han af.
Solstrålehistorier forsømmes
Hans Severinsen siger desuden i forbindelse med prisoverrækkelsen, at der i tidens mediebillede er en del fokus på negative historier om fx manglende lærepladser, at vi for ofte glemmer de mange solstrålehistorier: - "Vi oplever på erhvervsskolerne, at vores store indsats med fx praktikkonsulenter bærer frugt. Vi har rigtigt mange elever, der både har en læreplads og stortrives ude i deres butikker og på kontorer. Det er derfor ekstra skønt, at en lejlighed som den her kommer, så vi kan gøre opmærksomme på den positive side af praktik- og lærepladsverdenen. Den fylder nemlig hos os langt det meste af virkelighedens verden.”
Vejen til læreplads gik gennem uddannelsesforløb for studenter
I Trines tilfælde gik vejen til en læreplads via det merkantile hg-forløb for studenter. Man kan i øvrigt påbegynde et merkantilt hg-forløb for voksne, for studenter og for unge allerede i januar, hvis man gerne selv vil have en læreplads inden for nær fremtid. Man kan læse mere om jobmulighederne og uddannelserne her.
Prisen for Årets Læreplads uddeles af Danske Erhvervsskoler og det er udelukkende lærepladselevens egen motivering, der danner grundlag for tildeling af prisen.
Landsfinalen er den 22. november, hvor den samlede vinder udpeges.
Foto: Uddannelseschef på Køge Handelsskoles merkantile grunduddannelser Hans Severinsen holdt tale til prisoverrækkelsen på SEAS-NVE i Haslev.
Foto øverst: Trine Fjællegaard Nielsen flankeret af Hans Severinsen t.v. og SEAS-NVE’s uddannelsesansvarlige Jette Lau t.h.