Gramster gæstede KHS

Dansk fra Oehlenschlæger til Per Vers

Rapperen Per Vers var forleden gæsteunderviser i faget dansk for hele 3. årgang på Køge Handelsgymnasium. Han tog de studerende med på en musikalsk rejse fra Gram til storbyen.

Rap tekster indgår i dansk-klassernes pensum, og derfor fandt dansklærerne det naturligt at invitere Per Vers og hans originale sprogunivers indenfor. Det blev muliggjort med midler fra Louis P fonden. På dagen var underviserne Anita Idorn og Rolf Højmark med - og stillede de studerende den opgave, at de skulle bruge de sociale medier undervejs i timen, så frem kom de studerendes smartphones. På scenen kom Per Vers. Ordene væltede ud af ham med en imponerende fart - helt uden optræk til verbalt harmonikasammenstød. Det er intet under, at han er modtager af Modersmål-prisen 2014 og Dan Turéll Medaljen 2013 – samt tidligere danmarksmester i battlerap, hvilket han også demonstrerede på mesterlig vis - skønt han var alene på scenen.

Fra gangsta fra gramster
Undervejs i ”dansktimen” fik Per Vers fortalt om det altafgørende øjeblik, hvor han hørte hip hop for første gang - direkte fra USA til Gram, hvor han er født og opvokset. Det bragte ham på tur til København, hvor han opdagede rap også havde en dansk stemme i form af MC Einar.

Denne særlige dansktime på Lyngvej 19 bød på ord, ord og ord, et par albumnumre samt et par improviserede rap tekster med udspring af tilfældige - omend umulige ord skulle man tro - givet fra de studerende. Det lykkedes ord-magikeren at skabe mening med de ellers løsrevne ord på forbløffende vis. Mødet med Per Vers giver helt sikkert stof til eftertanke og analyse i de kommende dansktimer på Køge Handelsgymnasium.
 

 

 

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.